Kortlægningen af en klorid-kanal, der transporterer klorid ind og ud af vores celler, kan på sigt give bedre medicin og behandling af de såkaldte neuromuskulære sygdomme. Det handler blandt andet om ALS (Amyotrofisk lateral sklerose), SMA (Spinal muskelatrofi) og Myasthenia gravis.
Kortlægningen af strukturen er udført ved hjælp af et kryo-elektronmikroskop. Det bruger elektronstråler til at kunne visualisere 3D-strukturen på forskellige biologiske molekyler.
Det er tidligere blevet påvist, at hvis man blokerer kanalen, kan symptomerne på ALS blive lindret, og det er udvikling af lægemidler med denne virkning, som kan gøres lettere efter den nye opdagelse.
Det er et interdisciplinært hold af forskere fra Det Natur- og Biovidenskabelige samt det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der står bag det nye studie. Tidligere forskning fra Aarhus Universitet har vist, at klorid-kanalen er afgørende for vedligeholdelse af muskelfunktion under fysisk aktivitet, og det har ført til stiftelsen af virksomheden NMD Pharma, en lægemiddelvirksomhed der forsøger at udvikle nye behandlinger ved at påvirke klorid-kanalen.
Forskerne bag den nye opdagelse har nu indgået et samarbejde med NMD Pharma om at udnytte den nye viden til at udvikle nye lægemidler.
– Vi er jo ekstremt stolte af, at vores forskning måske får reel betydning gennem dette samarbejde, og af at industrien kan se værdien af det, vi forsker i. Den slags vil vi gerne lave endnu mere af, siger Pontus Gourdon, lektor på Biomedicinsk Institut, KU
Kilde: Københavns Universitet