Sort pebers skarpe og stærke smag skyldes hovedsageligt piperine. Piperine er et alkaloid, hvilket betyder, at forbindelsen blandt andet indeholder carbon, hydrogen og nitrogen. Den kemiske forbindelse blev opdaget i 1819, hvor den danske fysiker og kemiker Hans Christian Ørsted isolerede forbindelsen fra sort peber.
Peber omtales 1.000 år f.Kr. og er således et af de klassiske krydderier.
Piperin findes i 4 stereoisomerer, men først i 1970 lykkedes det at fremstille cis-cis-piperin – den sidste af de 4 former.
Ved peber forstår vi som regel sort, hvidt eller grøn peber, der alle er frøene af den samme plante Piper nigrum, en lian, der vokser i den tropiske regnskov ca. 10 grader på hver side af ækvator. Sort peber er de næsten modne røde peberbær, der er blevet tørret i solen. Hvid peber får man ved at lægge de helt modne bær i vand en uges tid og derefter skrubbe frugtkødet af. Grøn peber er umodne peberfrugter, der enten er blevet tørret eller syltet i eddike.
Læs flere sjove kemi-fakta på vores facebook-side UNGKEMI
Læs mere om pebers kemi i artiklen Peber, piperin og H.C. Ørsted fra Dansk Kemi.