
Mange steder i verden er af-saltet havvand eneste mulighed for at få brugbart drikkevand. Nu her en kemiker fra Københavns Universitet, Jiwoong Lee, udviklet en metode, der på ganske få minutter, og uden brug af elektricitet, kan af-salte havvandet. I stedet for de klassiske metoder bliver der her tilsat CO2, lidt på samme måde, som en sodastream-maskine, og et andet stof suger saltet til sig.
Det handler om stoffet diamin, der i første omgang kommes ned i havvandet. Derefter tilsættes CO2. Diaminen binder den CO2, der tilsættes. Herefter virker stoffet som en svamp, der opsuger saltet, som man så kan skille fra. Processen tager 1-10 minutter. Når man fjerner CO2’en, frigives saltet igen – dermed kan man nemt genbruge de kemiske stoffer til flere runder afsaltning.
Metoden er lige nu i stand til at fjerne 99,6 procent af saltindholdet i havvand på laboratorieniveau. Der bliver stadig udviklet på teknologien for bl.a. at gøre prisen billigere og optimere genanvendelsesprocessen.
Teknologien skal stå sin prøve i mindre skala, nemlig i vandflasker med specialdesignede filtre, der fx kan bruges som udstyr i redningsbåde eller som grej til outdoor-aktiviteter. Firmaet CowaTech har i samarbejde med ingeniørvirksomheden Kapacitet A/S fremstillet en prototype-flaske, som er klar om 2-3 måneder.
Kilde: Københavns Universitet