Så kom den længe ventede aftale om oprensningen af kemikaliedepotet ved Høfde 42 på papir. Det skete meget passede ved selve åstedet, hvor Region Midtjylland og virksomheden Arkil A/S, der skal stå for arbejder, underskrev aftalen.
Faktisk gjorde man mere end det, mener formanden for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S).
– Vi skriver ikke bare under på en aftale – vi skriver også historie. Det er en kæmpe forløsning, at vi kan skrive under. Det markerer en vigtig milemæl efter årtiers kamp for at beskytte miljøet mod de nedgravede giftige kemikalier, årtiers kamp for at finde en ordentlig måde at komme forureningen til livs og senest mange års kamp for at finde finansiering til at rense op, siger Anders Kühnau.
Entreprenørvirksomheden Arkil A/S vandt EU-udbuddet om oprensningen.
– Vi er glade for at skulle være med til udføre opgaven med oprensning af Høfde 42. Opgaven kræver en fleksibel og innovativ tilgang, både på grund af den særlige forureningssammensætning og den unikke beliggenhed ved Danmarks smukke – og til tider barske – vestkyst, siger Arkil A/S’ adm. direktør Michael Hansen.
Kilde: Region Midtjylland