Aarhus Universitetshospital (AUH) har netop igangsat et klinisk forsøg, der skal undersøge effekten af et monoklonalt antistof i behandlingen af kronisk hepatitis B. Forsøget udføres i samarbejde med universitetshospitalet Charité i Berlin.
Forskere på Aarhus Universitetshospital (AUH) og på Charité har indgået en aftale med Rockefeller University, som har opdaget det monoklonale antistof, om at afprøve det i et klinisk fase 1 forsøg på patienter i Danmark og Tyskland.
I forsøget vil en lille gruppe patienter modtage stigende doser af antistoffet for at sikre, at det tåles godt. Efterhånden som sikkerheden bekræftes, vil forsøget udvides til en større patientgruppe for at få mere information om den optimale dosis.
De første to deltagere har allerede modtaget behandling på AUH, og det er sket uden alvorlige bivirkninger.
Hepatitis B er en alvorlig virusinfektion, der kan føre til kronisk leverbetændelse, skrumpelever og leverkræft. Verden over lever omkring 300 millioner mennesker med kronisk hepatitis B, og de eksisterende behandlinger kan bremse sygdommen, men ikke kurere den. Med det nye forsøg håber forskerne på at kunne tage et vigtigt skridt mod udviklingen af en kur mod sygdommen.
Kilde: Aarhus Universitetshospital