Tre ud af fire danskere er utrygge ved kemien i deres plastprodukter, viser ny undersøgelse. Undersøgelsen peger på, at myter og manglende viden er medvirkende til den store bekymring. Løsningen er både bedre regulering og en mere nuanceret debat om kemi, mener Plastindustrien.
Fire ud af ti danskere bekymrer sig i høj eller meget høj grad om kemi i plastprodukter. Tæller man de i nogen grad bekymrede med, så gælder det for tre ud af fire. Kun hver tyvende dansker bekymrer sig slet ikke. Det viser en ny undersøgelse, som Userneeds har foretaget for Plastindustrien blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
Undersøgelsen indikerer, at meget af bekymringen kan forklares med misforståelser og manglende viden om, hvad kemi er og kan, når det kommer til plast og om, hvad lovgivningen tillader.
Undersøgelsen viser også, at en stor del af danskerne tror, at de to ofte omtalte kemikalietyper bisphenol A og phthalater findes i alle plastprodukter til trods for, at det langt fra er tilfældet. F.eks. tror halvdelen af danskerne fejlagtigt, at en almindelig plastbærepose indeholder phthalater.
Undersøgelsen er foretaget af Userneeds for Plastindustrien blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning i alderen 18-74 år. Besvarelserne er indhentet gennem Userneeds online panel. 1.074 personer har deltaget.