Hos Peab Asfalt sikrer laboranterne, at de høje kvalitetskrav overholdes, så virksomheden kan byde på de store opgaver landet over.
TEKST Gunnar Lomborg
Peab Asfalt arbejder med produktion og udlægning af asfalt over hele landet. Det er en af Danmarks største på sit felt, med omkring 300 medarbejdere fordelt på flere lokationer både øst og vest for Storebælt.
Fem fabrikker i Jylland og to på Sjælland leverer de mange typer asfalt, der bruges på veje, broer og pladser, og selv om asfalt er defineret som en blanding af sten og bitumen (et restprodukt fra olieproduktion), så er der mange forskellige typer. Der findes for eksempel støjdæmpende asfalt og asfalt med mindre rullemodstand. Peab Asfalt har 300 recepter på asfalt, som alle kontrolleres af laboranterne i laboratoriechef Lotte Josephsens laboratorier.
Kvalitetskontrollen er ekstremt vigtig
– Vi har 9-10 laboranter – mange af dem med mange års erfaring. De er en nøglefunktion i virksomheden, fordi der stilles meget høje krav til den asfalt, som skal kunne holde til store belastninger i mange år. Derfor er kvalitetskontrollen så vigtig, og vi kunne slet ikke byde ind på de store opgaver hos for eksempel Vejdirektoratet, uden at vores laboranter har sørget for, at vores råvarer og færdige produkter er dokumenteret ned i detaljer, siger Lotte Josephsen.
Laboranterne tester og vurderer de råvarer der indkøbes, og de samarbejder med indkøbsafdelingen om at skaffe de bedste produkter. På samme måde har laboranterne direkte kontakt med fabrikkerne, og retter i recepterne, alt efter hvordan analyserne falder ud.
Laboranterne har fornemmelsen for produktet
– Vores laboranter har med deres erfaring ofte en fin fornemmelse for, hvornår noget er ”anderledes”. De er meget detaljeorienterede og brænder for at levere den bedste kvalitet, og de følger deres opgaver helt til dørs. Jeg har svært ved at se, at andre end laboranterne kunne løfte den opgave, siger laboratoriechefen.
Hun understreger også at laboranterne er meget omstillingsparate og fleksible, ligesom de er vant til selvstændigt at tage ansvar for arbejdsprocesserne. De er også meget opmærksomme på arbejdsmiljøet, og har et godt blik for, hvordan man måske kan gøre nogle processer endnu bedre.
Med ude i felten
Men det hele foregår ikke kun med laboratorieapparatur og i stinkskabe. Når man arbejder med asfalt, er laboranterne også ude på feltarbejde på vejene for at tage prøver både før og efter et vejarbejde, og derfor skal de kunne bruge tunge maskiner og håndtere tunge asfaltprøver – selvfølgelig med de rigtige sikkerhedsprocedurer.
– Jeg synes også at virksomheden er god til at anerkende deres faglighed og høje kvalitet, og derfor bliver de også hos os i mange år. Vi tager praktikanter ind når det er muligt, og når vi kan vil vi gerne beholde dem efter praktiktiden. Det er jo vigtigt i en tid, hvor det ikke er helt let at rekruttere nye medarbejdere til laboratorierne, siger Lotte Josephsen.
Om artiklen
På Dansk Laborant-Forenings Delegeretmøde i 2024 blev forslaget ”Fastholdelse af laboranter i laborantstillinger: Vi vil gerne have at bestyrelsen i DL-F gør mere opmærksom på laborantfaget og vores styrker som faggruppe” besluttet. Vi har derfor spurgt en række arbejdsgivere, hvad de bruger laboranter til på deres virksomhed, og hvorfor faggruppen er vigtig for dem.
Laboranter cand.alt.
Dansk Laborant-Forening/HK har udgivet en pjece, der beskriver ni profiler som en synliggørelse af nogle af de jobmuligheder, vi mener, vores medlemmer vil være de bedste til at betræde. Du finder pjecen her: Mød 9 specialister – der skaber fremtiden og som engelsk version: Meet 9 specialists – who are creating the future.