De fleste forbinder C-vitamin med et styrket immunforsvar, men nu viser det sig, at vitaminet også har en positiv effekt på noget helt andet – organiske solceller.
Organiske solceller har i årevis været i fokus som en grøn og omkostningseffektiv måde at konvertere sollys til elektricitet på, men har været udfordret på levetiden.
Nu har en forsker ved Det Tekniske Fakultet ved Syddansk Universitet, Vida Engmann, gjort en opdagelse, der kan revolutionere denne teknologi: C-vitaminer kan forlænge levetiden af organiske solceller.
– Vi tænkte, at hvis C-vitaminer kan holde os sunde og raske, så kunne de måske gøre det samme med solceller, og det har været en stor succes – så hvem ved, måske vi nu skal forsøge os med resten af vitaminpillerne,” lyder det med et glimt i øjet fra lektor Vida Engmann.
Hun er medforfatter til en videnskabelig artikel med titlen ’Vitamin C for Photo-Stable Non-fullerene-acceptor-Based Organic Solar Cells’, som er bragt i det anerkendte videnskabelige magasin, American Chemical Society. Artiklens førsteforfatter er Sambathkumar Balasubramanian, ligeledes SDU Cape.
C-vitamin, også kendt som ascorbinsyre, spiller en afgørende rolle i at beskytte vores celler mod skader forårsaget af frie radikaler og UV-stråling. Det giver os styrken til at modstå infektioner og kan hjælpe os med at forblive sunde og energiske. Men hvad har det med organisk solcelleteknologi at gøre?
Men hvordan er det koblet til organiske solceller?
– Det viser sig, at C-vitaminer også kan have en lignende beskyttende virkning på organiske solceller. Organiske solceller består af kulstofbaserede materialer, der kan nedbrydes over tid, især når de udsættes for sollys og andre ydre faktorer. Denne nedbrydning er en væsentlig årsag til, at levetiden af organiske solceller hidtil har været begrænset, forklarer Vida Engmann.
Vida Engmann og hendes forskerhold har udført omfattende laboratorieforsøg og opdaget, at C-vitaminer fungerer som en antioxidant for organiske solceller på samme måde, som de beskytter vores krop mod frie radikaler. C-vitaminer reducerer oxidationen af de aktive materialer i solcellerne og forhindrer dermed deres nedbrydning over tid. Resultaterne af hendes forskning er bemærkelsesværdige og åbner døren for mere holdbare og pålidelige organiske solcelleteknologier – og dermed være en vigtig spiller i kampen for mere grøn energi
Kilde: Syddansk Universitet