I årsregnskabet for 2021 præsenterer Vækstfonden et særdeles flot resultat på 4,2mia. kr. Det er det højeste nogensinde i fondens 30-årige historie. Resultatet viser værdien af tålmodige og langsigtede risikovillige investeringer, som går hånd-i-hånd med at skabe værdi for samfundet i form af vækst, arbejdspladser, eksport og skatteindtægter.
Den høje finansieringsaktivitet er drevet af stor efterspørgsel efter Vækstfondens løsningerpå tværs af brancher og fra virksomheder fordelt over hele landet. Det tæller blandt andet landbrug, produktionsvirksomheder og højteknologiske virksomheder inden for it og sundhed. En væsentlig del af årets aktivitet har desuden været drevet af fondens Covid-19-indsats. Vækstfonden er sat i verden for at skubbe på innovation og udvikling på tværs af geografi og brancher, og det kommer til udtryk i årets resultat.
Vores vigtigste opgave er at bidrage med samfundsafkast til gavn for virksomheder og borgere i Danmark. Vi er derfor optagede af at bidrage til vækst, udvikling og arbejdspladser i hele landet. Det har også være en drivkraft i 2021, hvor vi har været med til at skabe og fastholde flere end 14.000 arbejdspladser, og vi har finansieret mere end 1.600 virksomheder for seks milliarder kroner. Det understreger endnu engang Vækstfondens vigtige rolle i at yde risikovillig kapital i samarbejde med private aktører, og det er denne vedholdende indsats, som skaber fundamentet for årets flotte resultat. Samtidig har enkelt virksomheder bidraget med meget betydelige værdistigninger eksempelvis børsnoteringen af Trustpilot og salget af Peakon, siger Rolf Kjærgaard, adm. direktør i Vækstfonden:
Året 2021 blev et flot år for Vækstfonden og Danmark til trods for, at Covid-19 satte sit præg på vores hverdag året igennem. Derimod er 2022 startet med usikkerhed og fald på de finansielle markeder, og følgevirkningerne af krigen i Ukraine ser vi bl.a. i form af prisstigninger på energi, råvarer og hvede, som øger usikkerheden. Derfor forventer Vækstfondenogså, at den økonomiske usikkerhed vil præge resultatudviklingen i 2022.
Der er ingen tvivl om, at krigen i Ukraine påvirker alle dybt. Det får også økonomiske konsekvenser for os i Danmark i form af forsyningsusikkerhed og stigende priser. Derfor må vi også forvente, at væksten i 2022 vil blive mere afdæmpet, og vi har allerede set markante fald på aktiemarkederne i år efter et par stærke år. Men uanset om vi er i opgangs- eller nedgangstider, står vi klar med risikovillig kapital til danske virksomheder, så de fortsat kan skabe vækst og udvikling i hele landet, påpeger Rolf Kjærgaard.
Kilde: Vækstfonden