Danmark Frie Forskningsfond har besluttet at give 52 forskningsprojekter til sammen over 300 mio. kr. under virkemidlet DFF-Forskningsprojekt2 til deres lovende og originale forskningsidéer på tværs af alle videnskabelige grene.
Projekterne spænder bredt og vil udforske emner så forskellige som, hvordan danske kolonier med afrikanske slaver skabte det kreolske sprog, hvordan unge verden over påvirker hinanden til at bruge rusmidler gennem trends, og hvordan vi måske kan forebygge bakteriers resistens overfor antibiotika ved hjælp af en enkelt bakteriel regulator.
– Når vi uddeler midler til fri forskning, giver vi mulighed for, at de mest talentfulde forskere kan forfølge deres egne bedste idéer. Det er fundamentet for nybrudsskabende forskning. Vi kan se, at disse forskningsprojekter spænder bredt i både temaer og forskningsfelter, men fælles for forskningen er, at den på forskellig vis kan være med til at forbedre vores liv og levevis og gøre os klogere på den verden, vi lever i. Jeg ser frem til at følge forskernes fremskridt og se, hvilke nyskabende projekter, der vil udfolde sig, siger Søren Serritzlew, bestyrelsesformand i Danmark Frie Forskningsfond.
Et DFF-Forskningsprojekt2 giver mulighed for, at den enkelte forsker kan realisere sin gode forskningsidé. Der er hård konkurrence om midlerne, og kun ca. 9 ud af 100 ansøgere opnår bevilling.
De mange forskningsprojekter kommer fra alle dele af den videnskabelige verden: Fra fokus på intelligente droner, over kviksølvs klimapåvirkning og til hvordan kunstig intelligens kan hjælpe os til at optimere vores tarmmikrobiom fra barnsben.
Kilde: Danmark Frie Forskningsfond