Den findes ikke endnu – en Nobelpris om bæredygtighed. Ikke desto mindre har den danske forsker Klaus Butterbach-Bahl fra Aarhus Universitet fået det, som mange betegner som den “lille nobelpris” – Nobel Sustainability Award.
Prisen, som er stiftet af efterkommerne af Alfred Nobels bror, Ludvig, er siden 2022 blevet uddelt til forskere, der har gjort en særlig indsats for den bæredygtige omstilling. Prisen har altså ikke noget at gøre med den store Nobelpris, som uddeles hvert år i Stockholm.
Den lille nobelpris er på 1,3 mio svenske kroner.
– Jeg blev da rigtig glad, da jeg hørte det. Selvom det ikke kommer til at ændre noget i forhold til min forskning, er det dejligt med en anerkendelse af, hvad jeg har brugt de sidste 30 år af mit liv på, siger han.
Det er lidt af en tilsnigelse at kalde prisvinderen for dansk, for rettelig er professor Klaus Butterbach-Bahl tysk, og han skulle slet ikke være forsker
Som studerende i Tyskland 1980’erne ville han hellere arbejde i den private sektor, hvor han kunne tjene mange flere penge. Alligevel endte han i universitetsverdenen.
– Jeg ville gerne ud at rejse, og den billigste måde at gøre det på var ved at læse et semester i udlandet. Jeg fik derfor arrangeret et studieophold i Kina, men da en af mine professorer hørte om det, fik han mig overtalt til at lave et forskningsprojekt derovre, siger han.
Klaus Butterbach-Bahl er som sagt født i Tyskland. I løbet af sin karriere har han boet mange steder såsom Kina og Afrika. De seneste år har han dog haft base i Aarhus.
I midten af 1990’erne, da han begyndte at forske, var der ikke samme fokus på grøn omstilling og bæredygtighed som i dag. Faktisk var der næsten ingen uden for snævre videnskabelige miljøer, der snakkede om problemerne, fortæller han.
– Det var lang tid før Kyoto-protokollen, som virkelig fik sat klimaforandringerne på dagsordenen. Der var lidt snak om planetare grænser, men de færreste tog det alvorligt, husker han.
– I dag mærker vi konsekvenserne hele tiden. Tag oversvømmelserne i Østeuropa eller den usædvanligt varme sensommer i Danmark. Klimaforandringerne er her, og vi er nødt til at omstille vores samfund, hvis vi skal klare os igennem.
Bag prisen står Nobel Sustainability Trust, som er stiftet af fem efterkommere efter Alfred Nobels bror, Ludvig.
Ludvig var, ligesom sin bror, en aktiv erhvervsmand og opfinder. Han etablerede den russiske olie- og gasindustri i 1800-tallet, og han opfandt olieskibe, forbedrede olieraffinaderier og rørlinjer. Ved sin død i 1888 var han en af verdens rigeste mænd.
Kilde: Aarhus Universitet