Der er gang i nålene i region Sjælland. 62,9 % af borgerne i Region Sjælland over 65 år er nu vaccineret mod covid-19, mens 63,2 % af de +65-årige er vaccineret mod influenza.
For de borgere under 65 år, som anbefales at blive vaccineret, er 15,4 % nu vaccineret mod covid-19, mens 21,4 % er vaccineret mod influenza.
– Rigtig mange sjællændere har allerede fået en vaccine mod covid-19 og influenza, men der er også stadig mange af borgerne i målgruppen, som endnu ikke er vaccineret. Sundhedsmyndighederne anbefaler, at alle borgere over 65 år og en række borgere under 65 år, bliver vaccineret, siger udvalgsformand Susanne Lundvald fra Udvalget for det nære sundhedsvæsen og fortæller videre:
– Vi vaccinerer borgerne for at forebygge alvorlige sygdomsforløb. Ifølge sundhedsmyndighederne har borgere over 65 år større risiko for alvorligt sygdomsforløb med covid-19 og influenza. Det samme gælder for en række borgere under 65 år, for eksempel hvis man har svært nedsat immunforsvar, hjerte-kar-sygdom eller lungesygdomme som KOL eller astma.
En del af vaccinationsindsatsen foregår på landets plejehjem. I Region Sjælland er næsten 85 % af plejehjemsbeboerne vaccineret. Både når det gælder vaccination mod covid-19 og vaccination mod influenza.
Samlet er der givet 330.000 stik i Region Sjælland, siden sæsonvaccinationen gik i gang.
Kilde: Region Sjælland