Hvis du synes, at din sved lugter lidt af ged, så er du faktisk ikke helt galt i byen. Når vi sveder, er det sveden fra kirtlerne ved kønsorganerne og under armene, der sørger for, at vi i sidste ende “dufter”. De udsender nemlig enten mælkesyre eller urinstoffer. Vores bakterier på huden nedbryder disse stoffer, og det er nedbrydningsresterne, som giver lugten. Der er otte dominerende bakterier, der giver svedlugt, men ud af de otte er det især tre, som er værd at hæfte sig ved. Og her kommer geden på banen.
Hvis du overvejende har corynebakterier på huden, så lugter du altså lidt af ged. Hvis du derimod har stafylokokker som den dominerende bakterie, havner du mere over i løglugten, mens det er en lugt lidt a la spidskommen, hvis det er anaerobe (Anaerococcus) bakterier, der ligger til grund.
Af de tre lugte er det nok især geden, som stikker negativt ud, men her kan der være hjælp at hente i et nyt forskningsprojekt på Hvidovre og Bispebjerg hospitaler. Her viste det sig, at midlet zinkoxid – nogle kender det måske som en effektiv algefjerner – kan reducere mængden af corynebakterier, og dermed forhindre den ramme lugt af ged.
I et forsøg fik 30 personer smurt midlet under den ene arm og placebo under den anden. Resultatet var meget positivt for de 19, som slås med corynebakterier-lugten. De oplevede en reduceret lugt af deres sved. Faktisk er det så lovende, at der på sigt måske kommer en deodorant eller en creme baseret på zinkoxid.
Kilde: Hvidovre Hospital, m.fl.