Forskning i et ph.d.-projekt ved DTU Fødevareinstituttet har vist, at brug af DNA-sekventering til at analysere væske fra øjet hurtigt kan producere værdifuld information om den specifikke organisme, der er årsag til endoftalmitis (infektion i det indre øje) hos den enkelte patient. Den viden kan bruges til at personalisere den medicinske behandling.
DNA-analyser er tidligere blevet brugt til at identificere sygdomsfremkaldende mikroorganismer. De anvendte metoder har dog haft forskellige begrænsninger, som bl.a. har ført til fejlagtig identifikation af årsagen til sygdomme.
Metoden til at identificere den organisme, der er skyld i en sygdom, er nu blevet forbedret i ph.d.-projektet. Forbedringerne handler dels om arbejdsgangen i laboratoriet, men i særdeleshed om at fjerne forkerte information fra den referencedatabase, som datastrenge fra patientprøverne bliver matchet mod.
Studiet, som er udført i samarbejde med forskere fra DTU Fødevareinstituttet, Hvidovre Hospital og Rigshospitalet Glostrup, er beskrevet i en artikel i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports: Genomics-Based Identification of Microorganisms in Human Ocular Body Fluid.
Kilde: DTU Fødevareinstituttet