
DNASense blev grundlagt i 2014 af fire AAU-forskere med ambitioner om at se deres forskning mere direkte anvendt i industrien, og virksomheden har været i kraftig vækst siden da.
Ud over at have kontorfaciliteter i Novi forskerpark holder DNASense til i laboratorierne på AAU’s Institut for Kemi og Biovidenskab, hvor virksomheden er tæt på studerende og et forskningsmiljø i verdensklasse.
– Vi er tæt på højt specialiseret arbejdskraft i form af både de studerende, men også ph.d-studerende og postdocs relateret til bioteknologiuddannelsen. Alle vores fastansatte er netop tidligere studerende eller ansatte fra AAU, og vi er på den måde også med til at fastholde og generere højt specialiserede arbejdspladser i Nordjylland. Gennem de sidste fem år har vi blandt andet haft en del studerende ansat til at hjælpe med DNASense-projekter i samarbejde med de største danske bioteknologivirksomheder som Novozymes og Chr. Hansen. Det hjælper med at udvide de studerendes horisont og klæde dem på til det fremtidige arbejdsmarked, siger Mads Albertsen.
Hos ledelsen på AAU vækker udnævnelsen af DNASense som Børsen Gazelle-virksomhed glæde:
– Det er rigtig godt gået, at DNASense efter bare fem år nu er kåret som Børsen Gazelle-virksomhed. Det at udklække startups med afsæt i forskning og innovation, er en del af AAU’s DNA. Og når forskning og teknologi også udmøntes i virksomheder i vækst, kan vi kun være stolte. Det må man sige, at DNASense er et pragteksempel på, siger Mogens Rysholt Poulsen, der er dekan på det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet på AAU.
DNASense har pt. 3,5 fuldtidsansatte og planerne for virksomheden er i løbet af det næste år at fortsætte den gode vækst som anerkendt R&D partner, der kan løse højt specialiserede DNA-opgaver, samt at flytte i eget laboratorie.
– Det er på tide at flytte helt ud og stå 100 procent på egne ben. Den tætte tilknytning til AAU-laboratorierne har været fantastisk i opstartsfasen, men på nuværende stadie giver det mening både økonomisk og identitetsmæssigt, at vi prøver at stå på egne ben, slutter Mads Albertsen.
Kilde: Via Ritzau