Årets ansøgningsrunde i Drikkevandsfonden er lukket, og der er kommet ansøgninger for 81,0 mio. kr. I 2024 er der afsat 32,8 mio. kr. til Drikkevandsfondens tilskudspuljer, og der er dermed søgt for markant flere midler, end der er i fonden.
Miljøminister Magnus Heunicke har derfor fået opbakning i Folketingets Finansudvalg til at tilføre mindreforbrug i 2024 til Drikkevandsfonden, så alle tilskudsberettigede ansøgninger kan blive imødekommet.
Der tilføres i alt 48,2 mio. kr. til Drikkevandsfonden, hvoraf 32,7 mio. kr. omprioriteres fra mindreforbrug på andre ministerområder i 2024.
Samtidig er der ubrugte midler på 15,5 mio. kr. i Miljø- og Ligestillingsministeriet afsat til cirkulær økonomi fra finansloven for 2024, der omprioriteres til Drikkevandsfonden efter aftale med Radikale Venstre og Alternativet.
Drikkevandsfonden består af to tilskudspuljer. Den ene målrettes kommuner, vandforsyninger og vandsamarbejder, der kan søge om penge til at beskytte jorden over grundvandsmagasiner.
De kan bl.a. søge om penge til at opkøbe jorden nær drikkevandsområder, hvorefter der kan rejses skov eller etableres lysåben natur, som har en beskyttende effekt.
Ved at omlægge jorden til natur sikrer man, at der ikke bruges sprøjtemidler på området, og det bidrager til at beskytte grundvandet mod forurening.
I den anden tilskudspulje kan private brøndejere søge om tilskud til at lukke såkaldte spøgelsesbrønde- og boringer. Det er gamle brønde og boringer, der ikke længere benyttes, men da mange af dem fortsat er åbne, kan der sive f.eks. sprøjtemidler ned i grundvandet.
Miljøstyrelsen giver tilsagn til ansøgere inden udgangen af året.
Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet