Grøn metanol er måske fremtidens energilagring. Energitætheden er cirka syv gange højere end selv de bedste udgaver af Li-ion batterierne, og kemikaliet kan foruden energilagring også anvendes i flere fremstillingsindustrier, for eksempel plast.
Den grundlæggende idé i et samfund baseret på grøn metanol er, at strøm fra vindmøller driver vandelektrolyse, der fremstiller brint. På et kemisk procesanlæg dannes metanol ud fra brinten og atmosfærens CO2, og vi har lagret strømmen fra møllerne. Metanol kan blandt andet anvendes til brændstof.
Det skulle være lige for, men intet paradis uden en slange, og i dette tilfælde er det selve metanolsyntesen, der kræver højt tryk og temperatur. Derfor arbejder blandt andet DTU med at optimere katalysatoren Cu/ZnO/Al2O3, hvor Cu er det aktive komponent. Produktionen af metanol er generelt lineært med Cu-overfladearealet.
Det interessante er dog, at bærermaterialerne ZnO og Al2O3 spiller en afgørende rolle for aktiviteten af Cu. Den præcise mekanisme bag bæreeffekten mangler endnu at blive klarlagt, men håbet er, at forståelsen af effekten kan bane vejen for mildere reaktionsbetingelser og dermed en realisering af et CO2-neutralt metanolsamfund.
Læs mere om metanol og energilagring i Dansk Kemi udgave 7, side 16