Fæcestransplantation (fækal mikrobiota transplantation, FMT) har i løbet af de seneste år revolutioneret behandlingen af tarminfektioner med bakterien Clostridioides difficile.
Men nu er selve behandlingen også gennemgået en revolution. Det er nemlig ikke længere end kompliceret behandling på hospitalet. I stedet er det noget, som patienten klarer derhjemme.
Det er Aarhus Universitetshospitals Center for Fækal Mikrobiota Transplantation, CEFTA, ved Lever-, Mave- og Tarmsygdomme, som i samarbejde med Blodbank og Immunologi har udviklet og professionaliseret procedurerne, så FMT nu er en behandling, der indtages som kapsler – og skylles ned med æblejuice.
I dag behandles 30-40 patienter i Region Midtjylland og Nordjylland om måneden med kapsler med fæces fra CEFTA.
Kapslerne indeholder biologisk materiale. De skal derfor som udgangspunkt opbevares i en fryser ved minus 80 grader, og de kan kun opbevares ved stuetemperatur i 4 timer, inden de skal være indtaget.
Det gør stadig behandlingen en anelse bøvlet, men det har vist sig, at kapslerne kan opbevares ved almindelig frysertemperatur (ca. minus 20 grader) i en måned.
– Flere patienter har spurgt, om det virkelig er nødvendigt at tage fri fra arbejde og køre ind på hospitalet for at få behandlingen. Derfor har vi nu behandlet de første patienter hjemme, og tilbagemeldingerne er virkelig positive. Det frigør plads på hospitalet, og på sigt håber vi, det kan give os kapacitet til at behandle flere patienter med FMT, siger læge og ph.d.-studerende Sara Ellegaard Paaske på Lever-, Mave- og Tarmsygdomme.
Patienterne skal have 2-3 behandlinger med 3-4 dages mellemrum, og patienterne kommer stadig ind på hospitalet for at få den første behandling. Hvis personalet vurderer, at patienten uden problemer vil kunne tage den næste behandling hjemme, får patienten en køleboks med kapsler med hjem til fryseren.
– Når man skal på hospitalet, tager det tid, og man bliver sygeliggjort. Derfor er de fleste glade for at kunne undgå hospitalet, og derhjemme føler de sig mindre syge. Vi ringer til dem, og de kan ringe til os, hvis der er noget de er i tvivl om, på dagen. Fra andre patientgrupper har vi god erfaring med, at de tager f.eks. biologisk medicin derhjemme, siger sygeplejerske Charlotte Braarup Olsen i Klinik for Lever-, Mave- og Tarmsygdomme.
Kilde: Aarhus Universitetshospital