Færdigtilberedte fiskefrikadeller var årsagen til til et sygdomsudbrud som følge af den fødevarebårne bakterie Listeria monocytogenes, har Statens Serum Institut (SSI), Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet kunnet konstatere på baggrund af efterforskningen
Syv patienter blev registreret med den samme bakterie. Alle syv, seks kvinder og én mand har været indlagt, og en afgik ved døden.
– Ved sammenligning af bakterier fra patienter og miljøprøver fra producenten har vi fundet, at bakterierne er helt ens. Sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist fiskefrikadeller, viser dette, at smitten er kommet herfra, siger Luise Müller, der er epidemiolog på SSI.
I udlandet er der registreret to sygdomstilfælde med samme type Listeria monocytogenes. Der er kendskab til, at den ene ligeledes har spist danske fiskefrikadeller fra samme producent, men solgt i en lokal supermarkedskæde.
Producenten Jeka Fish har tilbagekaldt flere varianter og partier af fiskefrikadeller og har derudover igangsat tiltag for at undgå listeria i produktionen.
– Jeka Fish har tilbagekaldt fiskefrikadeller, som nu er taget af hylderne. Men har man produkterne derhjemme, er det vigtigt at smide dem ud eller leverer tilbage til butikken, siger Annette Perge, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.
Produkterne er solgt i Lidl og Coops butikker (SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen, Brugsen og 365 Discount).
Selv om man har spist de fiskefrikadeller, der nu er kaldt tilbage, er der meget lille risiko for, at man bliver syg. Man er i risiko for at blive alvorligt syg med listeria, hvis man er ældre, har svækket immunsystem på grund af anden alvorlig sygdom eller er gravid.
Man bør kontakte læge, hvis man har høj feber, kulderystelser, muskelømhed og påvirket almentilstand; nakke-/rygstivhed eller ændret bevidsthedsniveau.
Kilde: Statens Serum Institut