Aarhus Universitets Forskningsfonds talentpriser går til fem nye ph.d.er, som inden for hver deres fag har vakt ekstraordinær opsigt for deres resultater og deres formidling af dem. Prismodtagerne modtager hver 50.000 kr.
I år drejer det sig om en læge, en erhvervsøkonom, en fysiker, en kognitiv semiotiker og en forsker i klimaforandringer. De har bidraget med ny viden om test af nyrernes udskillelse af base, moralitet i forbindelse med ressourceknaphed, kvantematerialers elektroniske strukturer, menneskers indre stemme og universiteters arbejde med klimaregnskaber og grøn omstilling. Alle fem forsker nu videre i postdoc-stillinger eller som adjunkt.
Prismodtagerne er:
Peter Matzen Berg (nyrefysiologi): Hvad kan en simpel urintest sige om cystisk fibrose?
Christian T. Elbæk (Adfærdsøkonomi): Knaphed på ressourcer får dig ikke til snyde – snarere tværtimod
Paulina Ewa Majchrzak (Kvantematerialer): Todimensionelle materialers egenskaber kan ændres af laserlys
Johanne Nedergaard (Kognitionsvidenskab): Personer med anendofasi mangler en indre stemme
Thomas Daae Stridsland (Klimaregnskaber): Universiteter kan gå foran i den grønne omstilling
Læs mere om de fem forskere her
Kilde: Aarhus Universitet