Alt med guld lyder dyrt, men ikke desto mindre har forskere fra Cardiff University foreslået at anvende det ædle metal som katalysator i omdannelsen af metan til fx methanol.
Sandt at sige er det ikke bare guld, men en guld-katalysator bestående af guld og zeolitten ZSM-5, der er en aluminosilicat-zeolit, der skal til. Vejen er ikke ukendt, men indtil nu er dette kun blevet opnået gennem indirekte ruter, som omfatter flere trin, der er meget energikrævende og meget dyre.
Imidlertid er det lykkedes forskerne i Cardiff at komme den direkte vej fra metan til methanol og eddikesyre. Hemmeligheden var at lade metan reagerer med ilt sammen med katalysatoren.
Ved at undersøge katalysatoren via af elektronmikroskopi, blev det afsløret, at den aktive katalysator ikke indeholdt guldatomer eller klynger, men snarere guld-nanopartikler – ekstremt små partikler mellem 3 og 15 nanometer i størrelse, der kan udvise væsentligt forskellige fysiske og kemiske egenskaber.
Fordi man godt kendte reaktionen, var det ventet at få methanol, men eddikesyren var en positiv overraskelse. Eddikesyre er et almindeligt industrikemikalie, der bruges til at fremstille produkter som blæk til tekstiltryk, farvestoffer, fotografiske kemikalier, pesticider, lægemidler, gummi og plast.
Ydermere har det vist sig, fastslår forskerne, at der er tale om en effektiv og pålidelig katalysator.