En måske kommende undersøgelswe skal kortlægge, om borgere i Thyborøn og Harboøre har en øget risiko for at udvikle kræft som følge af forurening fra kemi-produktionen i området.
I 2021 viste en registerbaseret undersøgelse af personer bosat i Thyborøn-Harboøre i 1968-1970, at der var 20 pct. øget forekomst af alle kræfttyper sammenlagt. Undersøgelsen tog dog ikke højde for livstilsfaktorer som fx rygning.
Det nye projekt tager udgangspunkt i vævsprøver fra patienter i den tidligere undersøgelse, for at se om der er sammenhæng mellem forurening og den øgede risiko.
– Siden 1950erne er der sket en massiv forurening i området, og jeg kan godt forstå, at det skaber bekymring hos de borgere, der bor og lever der. Vi ved samtidig, at der har været en øget forekomst af kræft, og derfor er det selvfølgelig oplagt at få taget det sidste skridt og finde ud af, om der kan bevises en sammenhæng, siger formand for hospitalsudvalget i regionsrådet Purnima Erichsen (K).
Det er netop hospitalsudvalget, som har sendt en instilling til regionsrådet om, at der bevilges 598.000 kroner til undersøgelsen.
Hvis regionsrådet på sit møde 18. december følger indstillingen, finansierer Region Midtjylland halvdelen af midlerne til projektet. Kræftens Bekæmpelse har bevilget den anden halvdel.
Viser forskningsprojektet efterfølgende, at der er årsagssammenhæng, vil denne viden bl.a. kunne bidrage til den internationale klassifikation af kræftfremkaldende stoffer.
Kilde: Region Midtjylland