Iværksættervirksomheden Copenhagen Nanosystems (cphnano) er en af 20 deltagende virksomheder i Danish Tech Challenge 2016 (DTC), som virksomheden RS Components har valgt at sponsere.
DTC er Danmarks eneste forløb udelukkende for iværksættere, der arbejder med hardware. Bag forløbet står Industriens Fond og Scion DTU.
Til Danish Tech Challenge udvælges 20 iværksættervirksomheder, som alle udvikler et fysisk produkt. Det kan være alt fra sensorsystemer, robotter og droner til industriel cleantech og medicinsk udstyr. Til slut bedømmes alle projekterne af en ekstern jury, og vindervirksomheden modtager Industriens Fonds Iværksætterpris på 500.000 kroner.
Copenhagen Nanosystems har udviklet en fotonisk krystalsensor, som kan anvendes til at analysere farveløse kemiske processer, såsom ændringer i sukker-, protein- eller saltkoncentration, dertil har de også udviklet 3D-printet og bygget deres egen produktionslinje.
Emil Højlund-Nielsen, ph.d. og CEO hos cphnano fortæller om produktet, som de er ved at færdigudvikle og kommercialisere:
– NanoCuvetten er en ny type “brug-og-smid-væk”-cuvette til fotospektroskopi, som gør det muligt at analysere farveløse kemiske processer, såsom ændringer i sukker-, protein- eller saltkoncentration. Produktet består af NanoCuvetten som forbrugsvare og tilhørende software, og den er kompatibel med hardware fra alle globale producenter af fotospektrometre. NanoCuvetten er baseret på en patenteret fotonisk krystalsensor udviklet på DTU.
– Der er allerede underskrevet NDA med en dansk farmaceutisk produktionsvirksomhed, hvor produktet testes i deres kvalitetskontrol, fortæller Emil, der tilføjer, at det årlige verdensmarked for denne type produkter ifølge BCC Research er i milliardklassen.
cphnano printer egen produktionslinje
For hurtigt at komme i gang med de første serier af produkter har cphnano valgt at designe, 3D-printe og bygge deres egen produktionslinje – og de har udviklet deres egen 3D-printer, der kan printe komponenterne i de dimensioner, som de har behov for.
– Vi har valgt en løsning, hvor vi bygger produktionslinjen i kuber af 60 x 60 cm og på den måde kan vi nemt opskalere produktionen ved blot at tilføje et modul mere til f.eks. montering af krystalsensoren eller et ekstra pakkemodul. Modulerne styres af en Arduino-enhed, og ud over de 3D-printede komponenter, så er hovedparten af alle andre dele standardprodukter fundet på RS Components’ hjemmeside, siger Emil.
– RS Components er stolt af at kunne bidrage til iværksættermiljøet med vores sponsorat, og vi er meget imponerede over cphnano og måden hvorpå, de har forvandlet standardprodukter fra vores hjemmeside til en komplet produktionslinje, udtaler Country Manager Anders Friis og fortsætter:
– Vi støtter Danish Tech Challenge med samlet set 100.000 kr., som de deltagende virksomheder kan bruge på RS Online til at købe de produkter, de står og mangler for at kunne færdigudvikle deres produkt. Det her er et rigtig godt eksempel på, hvordan det kan gøres.
Vil du vide mere om cphnano og deres produkt, er du velkommen til at kontakte Emil Højlund-Nielsen via http://www.cphnano.com.
Danish Tech Challenge har foreløbigt kørt to gange, og de 40 virksomheder, der indtil videre har været med, klarer sig mærkbart bedre end gennemsnittet. Virksomhederne har således rejst over 100 millioner kr. i risikovillig kapital, og virksomhederne fra 2014-udgaven af Danish Tech Challenge har i året efter forløbets afslutning fordoblet både omsætning og antallet af ansatte. Samtidig indikerer et stort flertal af virksomhederne, at programmets indhold har været værdifuldt for udviklingen af forretningen, og at de derfor vil anbefale andre hardware-startups at søge om optagelse.
Mere information om Danish Tech Challenge kan findes på: http://www.danishtechchallenge.dk.