Jens Kehlet Nørskov er blevet udnævnt til ny formand for Danmarks Grundforskningsfond.
– Jens Kehlet Nørskov er uden tvivl en af Danmarks dygtigste forskere, som vi skal være stolte af at have i Danmark. Han er internationalt anerkendt for sin forskning og har en stor ledelsesmæssig tyngde. Det er en stærk profil, der nu skal stå i spidsen for Danmarks Grundforskningsfond og arbejde for, at vi får endnu flere fundamentale og forandrende nybrud og fastholde Danmark som førende forskningsnation, siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.
Jens Kehlet Nørskov vendte i sommer hjem til DTU efter otte år på Standford University, USA. På DTU leder han det nye Center for Katalyseteori.
Han forsker blandt andet i, hvordan katalyse kan være nøglen til grøn omstilling og være med til at løse væsentlige klimaudfordringer.