Prisen for på stykke chokolade bliver højere i den kommende tid, og blandt årsagerne er klimaforandringerne. Dog ikke udelukkende, for uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder og samfundsmæssige udfordringer skubber også bag på den prisudviklingen.
Det forklarer lektor i internationale udviklingsstudier Mette Fog Olwig fra RUC, som har undersøgt vilkårene for kakaoproduktionen i det vestafrikanske land som del af et dansk-ghanesisk forskningssamarbejde.
Her stod det klart, at et ændret klima er blandt årsagerne.
– Det er ikke naturligt, at træerne står i direkte sol, som ofte er tilfældet nu. Kakaotræer kommer fra Sydamerikas regnskove, hvor de oprindeligt stod i skygge. Problemet er, at man skal bruge mere gødning og dyre kemikalier, når de gror direkte i solen, og klimaforandringerne betyder mere varme og tørke, som ikke er optimalt for væksten, forklarer Mette Fog Olwig.
Studiet kigger også på muligheder for, at bønderne kan gå tilbage til de mere oprindelige dyrkningsmetoder, hvor man benytter såkaldte skyggetræer til at skabe en mere bæredygtig dyrkning. Det er bare ikke så lige til, som det måske lyder.
– Det er ikke alle skyggetræer, der har en positiv effekt på kakao. Det er meget mere komplekst end blot at plante nogle træer. Man skal bruge tid og ressourcer på at lære bønderne om de mest hensigtsmæssige skyggetræer, forklarer Mette Fog Olwig.
Det er ikke bare klimaet og dyrkningsmetoderne, som presse kakaotræerne. Også et øget antal guldminer kan gøre det svært at opretholde kakao-produktionen. Guldminerne overtager mere og mere af den jord, der er blevet brugt til kakaoproduktion, og som dermed øger kakaoprisen.
Oven i både guldminer, ændrede klimatiske forhold og uhensigtsmæssige dyrkningsmetoder, er mange kakao-bønder oppe årene. Da fremtiden ikke tegner helt så lyst for branchen, vælger mange unge andre brancher.
Der er mange hensyn at tage – både til menneskene og miljøet. Hvis vi gerne vil have chokolade i fremtiden, bliver vi nødt til at investere i at forstå de lokale behov – herunder hvordan træer, planter og mennesker spiller sammen, konkluderer Mette Fog Olwig.
Kilde: RUC