Nogle patienter har fået ordineret en cannabis-te, som en vej til at indtage medicinsk cannabis. Nu viser det sig, at det være svært at forudsige koncentrationen af stofferne THC- og CBD
Studiet, der er foretaget af forskere på Aarhus Universitet, belyser THC-, THCA-, CBD- og CBDA-doser i te brygget på tre forskellige medicinske cannabisprodukter, som er en del af forsøgsordningen med medicinsk cannabis.
– Det er overraskende, at indholdet af aktive stoffer varierer væsentligt, når den anbefalede startdosis for de tre forskellige produkter, er den samme, siger læge og ph.d.-studerende Marie Bach Sønderskov, som er en af forskerne bag studiet.
Studiet viser, at behandling med den anbefalede startdosis på 0,2 liter te lavet af tre forskellige cannabisprodukter kan resultere i meget lave doser med produktet Bediol og overdosering med produktet Bedrocan, hvis der tilstræbes startdoser af THC, der er sammenlignelige med startdosis af det godkendte lægemiddel Sativex, som bruges til patienter med multipel sklerose.
Produkterne i forsøgsordningen med medicinsk cannabis er ikke testet i kliniske forsøg, og det betyder, at lægerne ikke har samme viden om virkninger og bivirkninger, som man har ved godkendt medicin.
– Når læger ordinerer medicin, står der normalt meget præcist, hvad den indeholder. Men i tørrede planteprodukter, som patienten enten kan brygge som te eller inhalere, er det usikkert, hvor meget af de virksomme stoffer, der er i. Vi kan se, at hvis man starter med den anbefalede mængde af det produkt, der har det højeste indhold af THC, vil man få en ret høj dosis, forklarer Marie Bach Sønderskov.
Patienterne skal også passe på med fløde. Hvis man brygger til flere dage, kan man tilsætte kaffefløde. Det gør teen mere stabil, men det er langt fra ligegyldigt, hvornår fløden kommer i.
Kommer den i før kogningen, kan THC- og CBD-dosis øges 2,1-4,4 gange.
– Det sker, fordi stofferne er fedtopløselige. Der bliver simpelthen en større koncentration af THC og CBD i teen, når man tilsætter fedt i forbindelse med kogning, forklarer Marie Bach Sønderskov.
Lægemiddelstyrelsen har tidligere meldt ud, at medicinsk cannabis kun er relevant at overveje i tilfælde, hvor der findes nogen dokumentation for, at medicinsk cannabis kan have en effekt – det kan fx være ved smertefulde spasmer på grund af multipel sklerose eller rygmarvskade, kvalme efter kemoterapi eller smerter på grund af sygdom i hjerne, rygmarv eller nerver.
Kilde: Aarhus Universitet