Boganmeldelsen har været bragt i Dansk Kemi nr. 5, 2024 og kan læses uden illustrationer, strukturer og ligninger herunder.
Karl Anker Jørgensen, Aarhus Universitetsforlag, 2024.
Anmeldt af Kristian B. Krogh
Bogen er udgivet af Aarhus Universitetsforlag i 2024 som en del af dets ScienceFaction-serie, hvor man præsenteres for, hvordan verden hænger sammen ud fra en naturvidenskabelig synsvinkel. Dette er et emne, som mange podcasts også handler om i dag. Men denne serie er på tryk, så man også kan se illustrationer undervejs og lave æselører ved specifikke pointer. Lige nu er der fem bøger i serien.
Hjertet sidder altid på sin plads, men ikke altid i venstre side. Dette fænomen blev mange filmelskere gjort opmærksomme på i en James Bond-film, hvor skurken bliver skudt i venstre side, men netop overlever på grund af en spejlvendt placering af samtlige organer. Dette er blot et blandt mange sjove fakta, som bogen rummer. Man får også svar på, hvor mange det drejer sig om i Danmark. Hvordan drejninger af forskellig type har betydning for naturen, gennemgås i det efterfølgende kapitel. Kulstofatomets kiralitet introduceres gennem Pasteurs opdagelse af vinsyrens spejlbilleder, og hvordan det efterfølgende på meget intelligent vis blev vist, at gær kun kunne metabolisere den ene form. 50 år senere blev denne observation forklaret ved kulstofatomets opbygning, hvilket udløste den første Nobelpris i kemi i 1901.
Efter et kapitel omkring molekylers asymmetri og dennes betydning for vore sanser, så bevæger bogen sig ind i den mere nutidige historie og samtidigt også mere ind i den moderne forskning. Mange husker nok den uhyggelige historie om thalidomid og deforme nyfødte. Bogen afdækker yderligere to lag mere i denne historie, og pludselig kan man se nye perspektiver, som man skal tænke på, når det kommer til kemisk udviklede stoffer.
Med afsæt i den kemiske industris behov for specifikke katalysatorer til dannelse af et bestemt spejlbillede kommer bogen godt omkring de nobelprisvindende opdagelser af først metalkatalyseret kemisk syntese efterfulgt af opdagelsen af organokatalyse, hvor det typisk anvendte overgangsmetal er udskiftet med mindre organiske molekyler (som tidligere beskrevet i Dansk Kemi nr. 6/2021). Et felt, hvor Danmark også har gjort sig særdeles godt bemærket med banebrydende forskning fra netop bogens forfatter (Karl Anker Jørgensen), som også i 2019 fik H.C. Ørsted-medaljen i guld, som gives for forskning i verdensklasse.
Kommer man til bogen uden kendskab til kemi, så kommer man til at lære en hel masse, og den tager lang tid at læse. Kommer man derimod med en kemisk uddannelse, vil man opleve en masse sjove betragtninger, og man lærer igen en hel masse samtidigt, og man kan hyggelæse den i sofaen og på terrassen, som jeg gjorde.
En varm anbefaling til alle.
Personligt skriver jeg de andre ScienceFaction-bøger på min ønskeseddel.