Danmarks mest udbredte fugl, solsorten, er i øjeblikket ramt af massedød. Langt over 100.000 fugle er de seneste måneder bukket under som følge af den mygge-overførte Usutu-virus.
Det viser tal fra Dansk Ornitologisk Forening / BirdLife Danmarks fugletællinger.
Det er vanskeligt at påvise de aktuelle klimaændringers betydning for en øget spredning af Usutu-virus. Højere temperaturer og øget nedbør kan påvirke insektlivet og dermed have betydning for spredning af sygdomme. De overføres med insekter fra Sydeuropa eller Afrika op til fx Danmark.
– Vi har set et meget højt antal fuglemyg i Danmark i løbet af sensommeren 2024 i forhold til de senere år. Og efteråret har generelt været varmt. Det er nærliggende at kæde lunere vejr og et stigende antal insekter sammen med det voksende antal tilfælde af Usutu-virus, siger Ann Sofie Olesen, seniorforsker hos Sektion for Veterinær Virologi, Statens Serum Institut (SSI).
Usutu-virus er velkendt over hele verden. I Europa findes den i mindst 58 fuglearter.
Langt de fleste fuglearter, som er konstateret smittet med Usutu-virus, udvikler ikke sygdom. Men særligt solsorte, visse sangfugle og rovfugle er følsomme over for infektionen. De kan udvikle neurologiske symptomer, hvor de bliver apatiske eller har svært ved at styre deres bevægelser. Fuglene falder måske ned, når de forsøger at flyve.
Frosne fugle i stor stil
Veterinærpatologerne på Københavns Universitet har alene den seneste måned modtaget indberetninger om flere end 1.000 døde, døende eller svækkede solsorte.
– Vi har været overvældet over de senere ugers mange indberetninger af døde solsorte. Vi får fortsat dagligt nye henvendelser. Mange af henvendelserne er rørende beskrivelser af, hvordan borgere har observeret svækkede solsorte den ene dag for den næste dag at finde dem døde. Vi ved, at der i private frysere og hos Naturstyrelsens regionale enheder ligger flere døde solsorte. De er klar til at blive obduceret, så vi kan blive klogere på omfanget af Usutu-virus blandt de danske drosler. Vi har fået enkelte indberetninger om døde sangdrosler, men langt de fleste henvendelser drejer sig om solsorte, siger Tim Kåre Jensen.
Han er er veterinærpatolog, Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab, Sektion for Patobiologi, Københavns Universitet.
Usutu-virus kan overføres til mennesker. Den er primært en risiko for personer med svækket immunforsvar.
Sygdommen giver typisk influenzalignende symptomer med feber og hovedpine og forårsage udslæt. I sjældne tilfælde kan smitten medføre hjernebetændelse og meningitis (hjernehindebetændelse).
Kilde: DOF BirdLife