Håndsprit er blevet en mangelvare over det meste af verden. Her i landet er der ikke en ethanolproduktion i større stil, og det er en udfordring, når vi ifølge de danske myndigheder har et forbrug på cirka 100.000 liter i døgnet.
Derfor er der dannet konsortium bestående af Staten, Carlsberg, Ørsted og Ree Holding, som samles i et nyoprettet selskab under Rigspolitiet til nødproduktion af ethanol. Produktionen skal anvendes i desinfektionsmidler såsom håndsprit, der er afgørende for at begrænse smittespredning på blandt andet hospitaler, i beredskabet, og på landets virksomheder. Novo Nordisk Fonden og Carlsbergfondet bevilger 17,5 millioner kroner til anlægget, der kan producere 36.000 liter i døgnet, altså cirka en 1/3 af vores daglige behov.
Produktionen af ethanol vil finde sted på Ørsteds tidligere demonstrationsanlæg for produktion af 2. generations bioethanol beliggende i Kalundborg. Anlægget blev den 31. marts 2020 solgt til et nyetableret selskab under Ree Holding. Ørsteds medarbejdere har bidraget til opstart og drift af anlægget, som fremadrettet vil blive drevet og stillet til rådighed af Ree Holding. Produktionen bliver baseret på en fermenteret alkoholbase fra Carlsbergs bryggeri i Fredericia. Alkoholbasen destilleres til 90 procent og forarbejdes herefter til desinfektion. Ambitionen er i første omgang at producere ethanol i en periode på seks uger.
Carlsberg har som en del af konsortiet indvilget i at omstille en stor del af sin produktion til at levere den alkoholbase, anlægget skal køre på. 10 tankbiler vil operere i døgndrift for at levere 1,4 millioner liter alkoholbase om ugen for at holde anlægget kørende. De første biler blev sendt afsted allerede i sidste uge.