
Danske virksomheder kan udlede PFAS til luften gennem industrirøg, men omfanget af problemet er ukendt. Derfor igangsættes nu en ny undersøgelse, der skal kortlægge, hvor stort omfanget er af PFAS i luft fra danske virksomheder, og hvilke PFAS-forbindelser der er tale om.
Beslutningen er truffet af partierne bag PFAS-handlingsplanen, der blev indgået i maj 2024 af regeringen, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Beslutningen er truffet på baggrund af en faglig anbefaling fra Miljøstyrelsen.
Kortlægningen skal være med til at sikre det nødvendige vidensgrundlag for, at Miljøstyrelsen kan udarbejde grænseværdier for PFAS i røg, og den forventes færdig i 2026. Der er endnu ikke andre lande, der har fastsat grænseværdier for PFAS i røg, og Danmark bliver dermed de første med det arbejde, partierne nu igangsætter.
Kilde: Miljøministeriet