Siden 1986 har Klaus Buhl haft direktørposten hos Buhl & Bønsøe, som han overtog fra sin sin far. Her 38 år efter har han besluttet at træde tilbage og overlade chefstolen til virksomhedens tidligere CSO, Pia Lauritsen. Skiftet skete den 1. juni.
– Pia har vist en enestående evne til at forstå og forfølge virksomhedens vision og værdier. Hendes engagement i vores kultur, DNA og etik er en afgørende del af vores succes, og jeg har fuld tillid til, at hun med sit naturlige lederskab, integritet og skarpe øje for salg vil føre virksomheden mod en endnu mere succesfuld fremtid, håber Klaus Buhl.
Siden Klaus Buhl overtog virksomheden har Buhl & Bønsøe navigeret gennem alt fra nye teknologier og lovgivninger til geopolitik og klimakrise. Som et naturligt led i den grønne omstilling har virksomheden løbende tilpasset sine løsninger til nye energikilder og teknologier.
-Jeg er stolt over at tage stafetten videre efter Klaus og bygge videre på det fundament, han har skabt. Mit primære fokus vil være på vækst og udvikling i de segmenter, hvor vi ser størst potentiale. Vi har allerede flere spændende projekter og nye agenturer i støbeskeen, som jeg ser frem til at kaste mig over, siger Pia Lauritsen.
Kilde: Buhl & Bønsøe