For første gang vil danske vandværker fjerne kalk fra drikkevandet i større skala. Et nyt forskningsprojekt mellem DTU, NIRAS og HOFOR skal skabe større viden om de forskellige teknologier til brug for blødgøring af vand.
Forbrugerne efterspørger i stigende grad en bedre kvalitet af deres drikkevand. Denne kvalitet kan opnås ved at blødgøre vandet i de dele af landet, hvor vandet indeholder meget kalk. At det også er en samfundsøkonomisk fordel centralt at fjerne kalk fra drikkevandet, understøttes af flere nationale og internationale analyser. Både økonomi og miljø drager fordel af længere levetid for husholdningsmaskiner og en reduceret anvendelse af vaskepulver i blødgjort vand. Og forbrugerne skal anvende færre kemikalier og mindre tid på at afkalke brusekabine, el-kedler og kaffemaskiner.
– Holland, Frankrig og det sydlige Sverige har længe fjernet kalk fra vandet. Det vil man nu også begynde at gøre i Danmark. Derfor er det både aktuelt og relevant at gennemføre et forskningsprojekt, der systematisk undersøger de forskellige teknologier og inddrager internationale erfaringer og viden, forklarer Camilla Tang, der er tilknyttet NIRAS og DTU Miljø.
Den unge forsker vil i de kommende år skabe grundlag for et videnskabeligt baseret beslutningsværktøj, som danske forsyningsselskaber kan anvende, når de skal træffe beslutning om blødgøring af vand. Valg af teknologi afhænger bl.a. af kvaliteten af grundvandet, der pumpes op, størrelsen og indretningen af det enkelte vandværk og muligheden for at anvende det kalk, der fjernes fra vandet.
Når projektet er afsluttet om tre år, er målet at have udviklet et DSS – Decision Support System – der bygger på en systematisk afdækning af eksisterende viden og erfaringer og kan anvendes i forbindelse med eventuel indføring af blødgøringsteknologier.