De var i konkurrence med to andre selskaber, men det endte med at blive Ørsted Bioenergy & Thermal Power A/S, der løb af med den første kontrakt på et fuld-skala projekt omkring fangst, transport og lagring af CO2 (CCS).
Det blev resultatet efter Energistyrelsen har gennemgået alle tre indkomne tilbud. De to andre var fra I/S Vestforbrænding og Aalborg Portland
– Det er yderst glædeligt, at vi nu er nået til et punkt, hvor vi er klar til at underskrive en kontrakt med Ørsted. De skal nu i gang med at etablere fangst, transport og lagring af CO2 i fuld skala. Det er første gang, det sker i Danmark, og det er kæmpestort, siger vicedirektør i Energistyrelsen Mogens Hagelskær.
Udbuddet af puljen skal sikre, at mindst 400.000 ton CO2 bliver lagret om året fra 2026 og i 20 år frem gennem én kontrakt. Udbuddet åbnede i maj 2022 og har været afholdt som udbud med forhandling.
– Det er fantastisk, at tre meget forskellige aktører har deltaget i udbuddet, og vi værdsætter den enorme indsats, selskaberne har lagt i at udarbejde deres tilbud. Alle tilbuddene har været innovative i deres løsninger og med fokus på hastighed. Ørsted har tilbudt fangst og lagring af 430.000 ton CO2 årligt fra 2026 og garanteret opstart af CCS i 2025. Det bringer Danmark nærmere på klimamålsætningerne, og endda lidt mere end den politiske aftale foreskriver. Vi ser frem til samarbejdet med Ørsted, fortsætter Mogens Hagelskær.
Ørsteds anlæg skal starte allerede i 2025. Udover at være et af de første og største europæiske anlæg til CO2-fangst, er det også første gang, at der etableres infrastruktur til CO2-transport og mellemlagring i Danmark.
Kilde: Energistyrelsen