En opdateret dansk standard, DS 3077 for repræsentativ prøvetagning, har vakt opsigt internationalt. Selvom standarden er dansk, er den skrevet på engelsk, og flere internationale aktører har købt standarden. Derfor er det også planen, at standarden skal spilles ind som en potentiel international ISO-standard.
– Danmark er det første land i verden til at lave en international standard for repræsentativ
prøvetagning, da vi så et behov for det. Og med den tilbagemelding, vi har fået på standarden, ser
vi en gylden mulighed for at forsøge at gøre det til en ISO-standard. Det vil give en større anerkendelse og åbner samtidig op for, at endnu flere virksomheder og organisationer har mulighed for at benytte samme prøvetagningstilgang som baggrund for at kvalitetsteste analyser af deres produkter, hvilket i sidste ende giver et solidt grundlag for at træffe beslutninger, siger Lone Skjerning, seniorkonsulent i fra Dansk Standard og ansvarlig for udvalget S-890.
Den nye udgave introducerer flere figurer og et mere standardiseret sprog, som gør standarden lettere
at forstå på tværs af aktører og industrier. Standardens formål er at sikre nøjagtige og pålidelige
prøvetagninger inden for miljø, fødevarer, kemikalier, minedrift, teknologisk produktion m.m.,
hvilket er afgørende for et korrekt beslutningsgrundlag.
Der bliver ofte truffet beslutninger på baggrund af analyser, hvor fx den offentlige sundhed, forurening
af miljø, jord, vand, affald osv. er involveret. Derfor er det helt centralt, at prøvetagninger er repræsentative, hvad end der er tale om analyse af giftige stoffer i fødevarer, for store mængder
kemikalier i spildevandet, giftige tungmetaller i miljøet eller sporelementer i bjergarter og
mineraliseringer.
– Vi har valgt at revidere standarden DS 3077 på baggrund af 10 års feedback fra industrien – nationalt såvel som internationalt. Her efterspurgte de bl.a. flere figurer, mere udførlige forklaringer og et ensrettet sprog, så den kan bruges bredt af folk, der i forvejen arbejder med standarder, fortæller professor Kim H. Esbensen, Ph.d. og stifter af KHE Consulting, og fortsætter:
– Det er helt centralt, at vores prøvetagninger er pålidelige. For det er på baggrund af dem, at vi træffer beslutninger om, hvorvidt et produkt eller en teknologi opfylder kvalitetskriterier og kan præsenteres på markedet. Derfor er det så vigtigt, at vi som samfund såvel som individuelle firmaer og organisationer har fælles retningslinjer for at sikre repræsentativ prøvetagning. For hvis en prøve ikke er repræsentativ, er analyseresultatet heller ikke retvisende – hvilket i sidste ende kan betyde, at man fx smider et helt parti fødevarer ud, fordi man fejlagtigt tror, at det er farligt eller giftigt – eller værre endnu, at folk bliver syge, fordi man ikke har opdaget, at der rent faktisk var giftstoffer i et givent produkt. Der findes utallige eksempler på, at dårlige prøvetagninger bliver grundlaget for dårlige beslutninger – og det kan koste dyrt.
Kim H. Esbensen er forperson for udvalget S-890, og det var ham, der tog initiativ til at udvikle standarden tilbage i 2005, og han har ledet arbejdet siden.
Kilde: Dansk Standard