
Ifølge en undersøgelse fra det tyske Nova-institut, er den sukkerbaserede bioplast PEF (polyethylenfuranoat) et bedre materiale til fremstilling af plastflasker end det meget udbredte PET.
I nova-instituttets LCA blev PEF evalueret og sammenlignet med PET i 16 forskellige effektkategorier, som dækkede alle relevante livscyklusstadier fra vugge til grav. Den sammenlignende analyse viste for eksempel, at PEF-flasker udover at reducere CO2-udledningen med 33 procent i forhold til PET, også resulterer i 45 procent lavere ressourceforbrug af fossile brændstoffer og reducerede presset på mineraler og metaller med 47 procent takket være PEFs mekaniske egenskaber.
Livscyklusanalysen viste også, at PEF har 60 procent højere styrke end PET, hvilket muliggør produktion af letvægtsprodukter uden at gå på kompromis med de mekaniske egenskaber. Flasker i PEF kan også tåle 12 grader højere under varmpåfyldning, og de har en længere holdbarhed end PET-flasker takket være deres barriereegenskaber.
PEF kan også bruges som barrieremateriale i fiberbaserede flasker, som det for eksempel er tilfældet med Carlsbergs “Green Fiber Bottle”,
Hovedbyggestenen i PEF er FDCA (2,5-furandicarboxylsyre), som kan fremstilles af sukkerarter (fruktose) fra for eksempel hvede, majs og sukkerroer. Ved fremstilling af PEF polymeriseres FDCA med plantebaseret monoethylenglycol (MEG), hvilket resulterer i en 100 procent plantebaseret PEF-polymer.
Når fremstillingsprocessen er fuldt teknologisk udviklet, kan PEF ifølge det nederlandske kemifirma Avantium, der står bag, også fremstilles af cellulose og dermed gøre brug af affaldsstrømme fra land- og skovbrug. I sin nuværende produktionsproces bruger Avantium stivelse fra hvede dyrket i Europa.
Avantium har tidligere startet pilotproduktion af blandt andet drikkevareflasker i sit helt biobaserede emballagemateriale, og virksomheden har nu påbegyndt byggeriet af verdens første kommercielle anlæg til produktion af PEF-byggestenen FDCA. Fabrikken bygges i Delfzijl i Holland og vil, når den forventes at stå færdig i 2024, kunne producere 5.000 tons FDCA om året.