Med en bevilling fra Villum Fonden vil professor Daan van Aalten fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik ved Aarhus Universitet identificere, hvilke proteiner der bærer et bestemt sukkermolekyle, som af ukendte årsager er afgørende for udviklingen af dyrefostre.
Proteiner er molekylære maskiner, der udfører alle processer i levende organismers celler. For at tillade flercellede organismer, såsom dyr, at udvikle sig fra et enkelt befrugtet æg til fødslen, skal proteiner hurtigt reagere på signaler fra naboceller. Dette opnås ved, at små kemiske modifikationer af proteiner fungerer som tænd/sluk-kontakter.
Daan van Aaltens laboratorium arbejder på sådan en kontakt, i form af et sukker kaldet O-GlcNAc, som af ukendte årsager er helt afgørende for udviklingen af dyreembryoner. Ved at bruge Villum Investigator-bevillingen vil han og hans forskningsgruppe undersøge, hvilke proteiner der bærer denne O-GlcNAc-kontakt, hvordan den påvirker proteinernes aktivitet, hvordan det fører til ændringer i kommunikationen mellem celler i et udviklende embryo, og hvordan proteiner udvælges til at bære denne modifikation.
Fra tidligere studier har Daan van Aalten og hans forskningsgruppe påvist, at patienter med intellektuelle handicap mangler denne modifikation, hvilket tyder på, at den er afgørende for korrekt udvikling af nervesystemet under graviditeten. Med den videre forskning håber forskningsgruppen at finde svar på ovennævnte spørgsmål og med tiden finde en behandling for denne gruppe patienter.
Daan van Aalten kommer oprindeligt fra Holland, hvor han tog sin B.Sc. i kemi fra University of Nijmegen, efterfulgt af en ph.d. i biokemi/biocomputing ved University of Leeds.
Med en bevilling på 50 mio. kr. i form af et såkaldt Laureate Research Grant fra Novo Nordisk Fonden flyttede professor Daan van Aalten sin forskningsgruppe fra University of Dundee til Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, hvor han tiltrådte som professor den 1. juni 2022.
Kilde: Aarhus Universitet