Meget sportstøj har det syntetiske materiale elastan iblandet, så det opnår den eftertragtede strækbarhed. Ulempen er, at det gør tøjet svært at genanvende, og netop øget genanvendelse af tekstiler vil blive et kommende EU-krav.
Teknologisk Institut vil sammen med Boer Group, Sports Group Denmark og Ragn-Sells udvikle og afprøve teknologi, der kan fjerne elastan i nylon og polyester, og dermed lettere kunne leve op til de kommende krav.
Projektet går under navnet SynthiCycle.
– Blandede tekstiler, for eksempel nylon tilsat elastan, gør det mere besværligt at genanvende tøjaffald. Omvendt er sportstøj og strømpebukser gode eksempler på tøj, hvor vi vil have svært ved at undvære elastan. Derfor er det nødvendigt at udvikle genanvendelsesteknologier, der kan håndtere det. Én vej at gå er at fjerne elastanen, så vi letter vejen til fiber-til-fiber genanvendelse. Det er netop, hvad vi arbejder på her, fortæller seniorprojektleder Julie Brender Trads fra Teknologisk Institut.
Projektet løber over de næste to år, og vil fokusere på en mekanisk og termisk sorterings- og behandlingsproces, som partnerne forventer at kunne afprøve på pilotskala allerede i løbet af projektperioden.
Boer Group vil stå for at sortere tekstilaffaldet, så den rette strøm af tekstiler med elastan opnås. Hos Ragn-Sells vil den opskalerede termiske proces blive afprøvet med henblik på at kunne genanvende de nu elastan-frie tekstiler.
– Det er afgørende, at der på tværs af branchen udvikles teknologier, som muliggør genanvendelse af en større andel af de tekstiler, vi sælger. Det er en ikke alene en forudsætning for at kunne leve op til EU’s kommende krav om indhold af genanvendte materialer. Det er også et af de vigtige værktøjer til at mindske det aftryk, vi sætter i tekstilindustrien, siger Kristina Vigen, ESG-specialist, hos Sports Group Denmark.
Udover at fjerne en barriere for genanvendelse af tekstiler vil SynthiCycle-projektet også undersøge mulighederne for at genanvende den udskilte elastan, så materialets værdi udnyttes fremfor at ende som affald.
Kilde: Teknologisk Institut