
Alle taler om PtX, som en løsning på den tunge transports CO2-udledning. Lastbiler, fly og skibe skal droppe diesel. I stedet skal der fx metanol eller ammoniak i tankene.
Ulempen er, det ser ud til, at man så at sige har brugt pengene flere gange, for der er slet ikke vedvarende energi nok til at lave den omstilling. Faktisk skal man op i et ti-dobling af den nuværende mængde vindenergi, hvis de flotte mål skal indfries.
I dag er der 2,3 GW vindmøller på havet, men vurderingen går på, at den krævede mængde ligger på mellem 25-30 GW (gigawatt) havvindmøller inden 2040.
Selv med den kommende energiø i Nordsøen, der vel at mærke først kommer i drift i 2033, er vi kun halvvejs til målet.
Udbygningen med vedvarende energi skal op i et helt andet tempo, hvis den tunge transport skal blive klimavenlig. Det tager 7-10 år, fra man planlægger en havvindmøllepark, til den står på havet. Så der skal altså virkelig fart på, hvis vi skal have energi nok til at producere de bæredygtige brændstoffer i tilstrækkelige mængder, siger Kim Grøn Knudsen, Chief Strategy & Innovation Officer i Haldor Topsøe og formand for DI Energis Advisory Board.
Power-to-X kan gøre den tunge ransport grøn via en række grønne brændstoffer. Det er ikke bare den bedste teknologi til omstillingen, men reelt den eneste, vi har. Men uden tilstrækkelig med grøn strøm, har vi heller ikke den.
I hvert fald ikke på dansk jord.
Danmark er i benhård konkurrence om at være blandt de første til at etablere storskalaanlæg, som kan producere brændstofferne.
Vores fordel er, at vi har en vindmølleindustri i verdensklasse, rigeligt med vind på havet, et solidt energisystem med et overvejende grønt og velfungerende elnet og et veludbygget fjernvarmenet. Grønne brændstoffer kan blive et nyt eksporteventyr for den danske energiindustri. Men det kræver, at vi udbygger med vind og sol i et langt højere tempo. Og det kræver, at der kommer en efterspørgsel fra skibsfart og luftfarten, så virksomhederne kan afsætte de nye grønne brændstoffer, påpeger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
DI Energis Advisory Board peger på, at der bliver brug for offentlig medfinansiering, så vi får sat gang i produktionen af de klimavenlige brændstoffer. Og så skal vi sikre, at lovgivningen i EU er på plads til håndtere grøn brint, så forbrugerne kan skelne grøn og sort brint fra hinanden.
Klimavenlige brændstoffer til for eksempel fly kræver både grøn strøm og CO2. Den tilsatte CO2 skal nødvendigvis komme fra grønne kilder – for eksempel biogasanlæg – for at sikre, at brændstofferne i sidste ende er ægte grønne.
Grøn CO2 ventes at blive en mangelvare allerede i 2030, hvis brugen af biomasse til kraftværkerne bliver udfaset. Derfor er det vigtigt at udbygge infrastrukturen, så vi kan transportere grøn brint og grønt CO2 ind og ud af Danmark.
Alt peger på, at vi kommer til at mangle grøn CO2, som skal bruges til at producere de bæredygtige brændstoffer sammen med vedvarende energi. Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får etableret et system, som gør det let at skelne mellem sort og grøn CO2, siger Kim Grøn Knudsen.
Medlemmerne af Advisory Board for PtX/CCU og CCS dækker hele værdikæden fra fangst til lagring og anvendelse, og består af 35 virksomheder, som har givet deres anbefalinger til regeringens strategi for udviklingen af bæredygtige brændstoffer og PtX-teknologi.
Kilde: DI