Konserveringsmidlet MI (Methylisothiazolinone) var indtil 2015 flittigt anvendt i kosmetiske produkter. Stoffet ar kendt for at give allergi, hvilket betød, at EU indførte strammere regler for anvendelsen.
Og det har virket viser en ny, stor europæisk undersøgelse, som Videncenter for Allergi har bidraget til.
Andelen af danskere, som udvikler allergi for konserveringsmidlet er halveret siden 2015. Her indførte EU et forbud mod MI i kosmetiske produkter, som ikke skal afvaskes. Det gælder eksempelvis cremer og vådservietter.
Tre år senere sænkede EU grænsen for MI i sæber og shampoo.
Det anslås, at op mod 1.000 danskere, herunder børn og spædbørn, årligt blev ramt af svær MI-allergi. Allergi overfor MI kan bl.a. vise sig ved eksem, dvs. rødme og hævelse af huden evt. med små blærer.
Mens allergi-tilfældene er faldet i EU, er de til gengæld steget i USA. Her har man en langt mere lempelig regulering af kosmetiske produkter.
Kilde: Miljø- og Ligestillingsministeriet