I Randers har borgerne kunne få rent drikkevand fra kilden Oust Mølle. Det har oven i købet været noget af det bedste vand i landet. Men nu er det slut.
Selvom drikkevandet i Oust Mølle stadig er rent, viser analyserne, at påvirkningen af grundvandsmagasinerne indenfor en årrække vil gøre kildepladsen mindre egnet til indvinding af drikkevand.
– Det er nu, vi skal handle, hvis vi vil fortsat vil have rent drikkevand om 10-20 år. Og det haster. Det er ganske alvorligt, siger Peter Nordahn, chef for Vand og Digital Forsyning hos Verdo.
Udfordringerne med at holde drikkevandet rent får nu Verdo til at intensivere arbejdet med at beskytte drikkevandet. Senest har man opkøbt 20 hektar jord ved Randers Sønderskov for at beskytte indvindingen ved Vilstrup Vandværk, men det er kun begyndelsen, fortæller Peter Nordahn:
– Vi står overfor en kæmpe opgave, hvor vi bliver nødt til at trække på alle de redskaber, der er til rådighed. Derfor arbejder vi på at sikre de områder, hvor vi indvinder vand. Det kan være igennem opkøb af jorden, men også med dialog med landmændene om udfasning af sprøjtemidler og kvælstofreduktion i områderne nær kildepladserne. Det bliver der brug for, hvis vi skal holde drikkevandet rent.
Virksomheder som Verdo kan dog ikke løfte opgaven alene. Det er ligeledes brug for politisk handling, mener Verdo’s divisionsdirektør for Energi- og Forsyning, Jesper Møller Larsen:
– Det her er ikke en opgave, vi kan løfte alene, og som det er lige nu, går det for langsomt – både i myndighedsbehandlingen og politisk. Vores arbejde sker ikke på baggrund af den eksisterende lovgivning, men på trods af den. Både forsyningsselskaber, lodsejere og ikke mindst myndigheder mangler de redskaber, der skal til, for at vi sammen kan sikre drikkevandet for de næste generationer, konstaterer Jesper Møller Larsen.
Kilde: Verdo