Vækstvirksomheder kan se frem til at få en investor i ryggen, der kommer med en ganske solid økonomi. Dansk Vækstkapital III (DVK III) havde for nylig Final Close, og endte med over 50 investorer og 2,4 mia. kr.
Beløbet kommer fra en række eksisterende og nye investorer og skal investeres i en lang række danske vækstvirksomheder. Investorbasen i DVK III består i dag af pensionskasser, erhvervsdrivende fonde, private investorer samt Vækstfonden, der nu er en del af Danmarks Eksport – og Investeringsfond.
– Vi er glade og stolte over, at der er en lang række nye investorer, der har vist os tillid og investeret i DVK III. Mange af investorerne har investeret midler fra bl.a. virksomhedssalg og flere har et ønske om at give tilbage og geninvestere i danske virksomheder ved at lave en investering i DVK III, som samtidig giver muligheden for et attraktivt, finansielt afkast, siger de tre partnere, Michael Dyrlund, Ole Hauskov og Søren Melholdt Rasmussen fra Dansk Vækstkapital, der også er ledere af den nye fond.
Dansk Vækstkapital III er en investeringsfond, der foretager kommercielle investeringer med fokus på unoterede venturefonde og buy-out-fonde med en dansk vinkel, herunder small- og midcap fonde. Fonden investerer med henblik på at opnå et konkurrencedygtigt afkast og forventer at skabe et årligt afkast på netto 10-15 pct. Dansk Vækstkapital III har ligeledes fokus på fonde, der har Danmark som en del af deres investeringsstrategi.
– Vi er rigtig godt tilfredse med at have rejst en fond 2,4 mia. kr. Med en fond på denne størrelse kan vi eksekvere på vores investeringsstrategi, som er at investere i fonde med en dansk vinkel, herunder vækstselskaber og generationsskifter i venture og buy-out-segmentet, siger de tre partnere.
Kilde: Danmarks Eksport – og Investeringsfond