LED’ere vinder frem overalt, men hidtil har det været en teknisk udfordring at skabe sfæriske, altså kugleformede, LED-overflader. Det er imidlertid lykkedes nu, og midlet har været det velkendte mineral Perovskit og en simpel dampreaktion. Studiet er offentliggjort i Nature.
Perovskit har længe været i centrum for udviklingen af nye generationer af solceller og LED-enheder på grund af dets optiske og elektriske fordele. Et problem er dog, at materialet er følsomt over for fugt. Det er derfor, forskerne i det nye studie eksperimenterede med at indkapsle perovskitten i porøse aluminiumoxidmembraner.
Det er lykkedes os at fremstille perovskitkvantetråde i porøse membraner af aluminiumoxid. Takket være en kemisk dampreaktion har vi siden produceret storskala og ikke-plane LED-enheder, som man tidligere gjorde med konventionelle halvledere, siger Kaibo Zheng, kemiforsker ved Lunds Universitet.
Indtil videre er det kun prototyper, der er blevet produceret af forskere. Men de mener, at deres nye metode sagtens kan skaleres op og blive brugbar på et mere industrielt plan. Ved at kunne tilpasse formen på LED-enhederne vil det ifølge forskerne være muligt at udvide både funktionaliteten og tilgængeligheden af LED’erne.
Nogle fleksible LED-produkter er allerede dukket op på markedet. Men disse er ofte lavet af optoelektroniske halvledere. Vores tilgang er baseret på en simpel kemisk dampreaktion, som kan reducerer priserne på produkterne markant i fremtiden, siger Kaibo Zheng.
Lund Universitet står ikke alene med opfindelsen, andre universiteter har også været med; Hong Kong University of Science and Technology, Southern University of Science and Technology China, Sun Yat-sen University.
Kilde: lu.se