
Signalstoffet inosin kan blive det nye mirakelstof indenfor bekæmpelse af fedme. Stoffet er i stand til at sætte det brune fedt i gang med at øge fedtforbrændingen.
Vores brune fedt skal bruges til netop at give os varme ved at forbrænde fedt, men den funktion har vi ikke brug for længere. Kombinationen mellem varmt tøj, varme huse, ekstra kalorieholdig kost og meget lidt motion er som gift for det brune fedt, som ligger helt inaktivt hen.
Men det er lykkedes forskere ved Institut for Farmakologi og Toksikologi ved universitetet i Bonn at få det brune fedt aktiveret igen ved hjælp af inosin.
Det er velkendt, at døende celler udsender molekylært råb om hjælp. Det gælder også de brune fedtceller, og ved at udsætte nogle brune fedtceller for stress, kunne forskerne får cellerne til at udsende signalstoffer. De inaktive nabo-fedtceller reagerede på signalstofferne ved at sætte ekstra gang i deres fedtforbrænding.
Mus, der fik en høj-energi diæt og inosinbehandling på samme tid, forblev tyndere end kontroldyr og blev ydermere beskyttet mod at udvikle diabetes.
En såkaldt inosintransportør ser ud til at spille en vigtig rolle til regulering af termogenese i de brune fedtceller. Inosintransportøren, der er et protein i cellemembranen, som overfører inosin til cellen, ser nemlig samtidig ud til at fjerne inosins evne til at fremme fedtforbrændingen.
Stoffer, der forstyrrer transportørens aktivitet, kan derfor potentielt være egnede til behandling af fedme. Et lægemiddel, der allerede er godkendt til koagulationsforstyrrelser, kunne tjene som udgangspunkt.
Professor Alexander Pfeifer fra Institut for Farmakologi og Toksikologi ved universitetet i Bonn, der har stået i spidsen for forskergruppen, tror dog ikke på, at opdagelsen vil føre frem til, at vi står med en pille, der kan løse det globale fedmeproblem. Dog kan opdagelsen måske være med til at normalisere energibalancen hos overvægtige personer.
Kilde: scitechdaily