
Både SDU, Københavns Professionshøjskole og VIA er begyndt at bruge den nye KMD-løsning, som vil give hver uddannelsesinstitution et udspecificeret overblik over, hvor meget CO2 forskellige varer, ydelser og forbrug udleder.
Da alle indkøbte varer typisk udgør 80 – 95 % af en virksomheds samlede CO2-udledning, har de tre uddannelsesinstitutioner planer om at gennemgå sine indkøb fra ende til anden og dermed forsøge at mindske CO2-udledningen.
Helle Bjerregaard, der er indkøbskonsulent hos VIA forklarer, at VIA ønsker at tage et endnu større ansvar for at mindske de miljømæssige påvirkninger, som organisationens indkøb afstedkommer samt fremme grønne indkøb og bæredygtighed i almindelighed.
– Som én af landets største uddannelsesinstitutioner er det uundgåeligt, at vi i VIA sætter et aftryk på klimaet og miljøet ifbm. indkøb af mange forskelligartede produkter og tjenesteydelser. Med baggrund i ESG-rapporten fra 2022 arbejder vi meget sammen med konsulentvirksomheden Viegand Maagøe for at afdække potentialet i vores reduktioner i scope 3. Her er KMD CarbonKey et vigtigt værktøj, og vi har i VIA store forventninger til det, herunder også den værdibaserede indsatsberegning af forskellige scenarier på baggrund af VIAs bæredygtigheds-strategi, siger Helle Bjerregaard.
Hos Københavns Professionshøjskole står bæredygtige indkøb også højt på dagsordenen. Løbende stilles der nemlig flere konkrete krav om klimavenlige og bæredygtige indkøb i forbindelse med regnskaber, ESG-rapporter og ved udbud og markedsafdækning. KMD CarbonKey bliver derfor både et vigtigt skridt for at handle grønnere og for at kunne leve op til de nye krav, forklarer indkøbschef hos Københavns Professionshøjskoler, Ib Thyge Christensen:
– Med KMD CarbonKey kan vi udnytte vores indkøbsdata, og derved bidrage til den grønne omstilling ved at målrette indsatsen på udvalgte indsatsområder. Vi har nu fået et værktøj, der potentielt kan være med til at reducere CO2-emissionen. Det ser vi frem til med tiden at kunne implementere i hele vores værdikæde på Københavns Professionshøjskole, siger Ib Thyge Christensen.
Også SDU planlægger at tage KMD CarbonKey i brug i løbet af 2023.
Kilde: KMD