![](https://www.kemifokus.dk/wp-content/uploads/sites/7/lasagne-1.jpg)
En ny rapport fra Aarhus Universitet tager temperaturen på danskernes lys til at skifte kødet ud med plantebaseret fødevarer. Og den lav. Måske ikke helt på frysepunktet – men noget der ligner.
Ni ud af ti danskere spiser kød hver dag eller regelmæssigt hver uge, og forskerne fra Aarhus ser ikke en stor villighed til at ændre på det.
Måske er der en vej, som letter springet – hybridprodukter. Det er som navnet antyder, produkter, hvor noget af kødindholdet er erstattet af andre ting, fx ærteproteiner.
Og her går det meget bedre – sådan da. Den type “genvej” har et potentiale, fordi de ikke kræver en kostomlægning, fortæller forskere i rapporten.
Rapporten viser, at de forbrugere, der allerede har prøvet produkterne, er overvejende positivt stemt, mens dem, der endnu ikke har prøvet produkterne, er anderledes skeptiske.
– De danskere, der har prøvet hybridprodukter, er generelt mere bekymrede for klimaet og har mere fokus på at spise sundt,” forklarer Esben Durhuus Lejsgaard, videnskabelig assistent ved MAPP Centeret ved Aarhus Universitet.
Centeret forsker i værdiskabelse i fødevaresektoren for forbrugere, industri og samfund.
En af de ting, der afgør, hvor villig en forbruger er til at skifte kød ud med planter, er et begreb, der kaldes kødtilknytning. Det dækker bredt set over, hvilke positive følelser og holdninger forbrugeren har i forhold til kød.
Generelt har danskerne en høj kødtilknytning, og jo højere kødtilknytning, jo lavere villighed er der til at prøve hybridprodukter med kød og planter, fortæller forskeren.
– Det er en interessant tendens, fordi det handler jo ikke nødvendigvis om, at forbrugeren ikke vil have blandet kød og grøntsager. Folk tilbereder jo allerede hybridmåltider, de tilsætter bare selv grøntsagerne, siger han.
Hybridprodukter er en relativt ny tendens, der har bredt sig over landet det seneste årti. Forholdet mellem kød og planter har været varierende, og i nogle tilfælde var andelen af grøntsager helt oppe på 50 procent.
Forskernes undersøgelse peger på, at der er en øvre grænse for, hvor stor en andel grøntsager eller bælgfrugter, forbrugerne er villige til at acceptere.
Undersøgelsen indikerer, at den øvre grænse ligger på omkring 20 procent planteindhold, hvis produkterne skal have succes i en bredere del af befolkningen.
– På nuværende tidspunkt ser vi et maksimalt accepteret planteindhold på omkring 20 procent, men det kan ændre sig, som forbrugeraccepten af disse produkter stiger, siger Esben Durhuus Lejsgaard.
Kilde: Aarhus Universitet