Miljøminister Magnus Heunicke har bedt Kræftens Bekæmpelse lave en undersøgelse af, om der er sundhedsmæssige konsekvenser af ultrafine partikler for borgere, der bor tæt på Københavns Lufthavn. Resultaterne forventes klar inden for to år.
Nye målinger af ultrafine partikler ved Københavns Lufthavn har vist, at der er høje niveauer af ultrafine partikler omkring lufthavnen. Niveauerne for ultrafine partikler er højest tættest på lufthavnen. Det viser målinger fra Aarhus Universitet.
På den baggrund har miljøminister Magnus Heunicke besluttet at få undersøgt de sundhedsmæssige konsekvenser af ultrafine partikler ved lufthavnen.
Undersøgelsen skal foretages af Kræftens Bekæmpelse og forventes at være afsluttet i løbet af to år. Der er afsat 2 mio. kroner til undersøgelsen. Pengene kommer fra det nationale Luftpartnerskab.